Sabber – en original papirklipper
Sabber og H.C. Andersen
Den 17. november udkom biografien og kunstbogen om Jens Jakob Sabber Jensen (1938-2005), blot kaldet Sabber. Han frembragte de mest fantasifulde og finurlige papirklip af mennesker, dyr og underjordiske trolde. Andre klip var nærmest Storm P.-agtige. Ofte blev Sabber også sammenlignet med H.C. Andersen, da han – på samme måde som Andersen – sad og fortalte historier, mens han klippede. Når fortællingen nærmede sig sin slutning, foldede han papirklippet ud, og frem dukkede det fortalte eventyr som det fineste papirklip.
Sabbers værker var dog langt mere raffinerede end H.C. Andersens – og tilmed humoristiske. Hvilken kunstner finder eksempelvis på følgende værktitel: Mine forældre diskuterer begrebet syltning uden sukker. Det gjorde Sabber. Han oplevede dog ikke den samme anerkendelse for sin kunst, som H.C. Andersen. Sabber kæmpede både for selv at blive anerkendt, men også for at få kunstarten psaligrafi anerkendt på de større kunstmuseer, hvilket kun til dels lykkedes. Formentlig følte Sabber sig endelig anerkendt, da han blev inviteret af Det Danske Institut til at udstille i Rom i 1996 ved siden af værker af Sonia Brandes og H.C. Andersen. Desværre forsvandt hans ekvilibristiske evner med saksen året efter, da han kom ud for en voldsom ulykke i Polen. BANG.
Over 250 værker i imponerende bogværk
Bogen ”Sabber – en original papirklipper” fortæller for første gang historien om denne unikke kunstner og meget specielle personlighed, som kom fra et fint borgerligt landsretssagfører-hjem i Birkerød, der blev ramt af en skandale. Den sårbare dreng slap herefter for skolegang, mens papirklipperiet greb om sig – og førte til hans første sæson i Tivoli som papirklipper. Siden førte kampen for at overleve af sin kunst Sabber til Bornholm, hvor alle kendte ham i 1980’erne og 1990’erne. Sideløbende udstillede han sine imponerende kunstværker i både Danmark, Norge, Rusland, Tyskland, Schweitz og Litauen, og nåede som nævnt sit højdepunkt i Rom – side om side med H.C. Andersen.
- Sabber lagde sin personlighed ind i sin klippekunst.
Det er det, store kunstnere kan, og som en stor kunstner bør Sabber huskes.
Citatet kommer fra Ejnar Stig Askgaard, Ph.d., seniorforsker og museumsinspektør ved H.C. Andersens Hus, som i bogen giver sin faglige vurdering af Sabbers kunstneriske værker. Derudover bidrager 60 kunstnerkolleger, venner og familie også med minder og oplevelser, som både er farverige, mørke og fascinerende, som den original Sabber var. Over 250 værker illustrerer den store coffee table-bog på 356 sider, som koster 450 kr. Bogen kan bestilles hos alle landets boghandlere eller via forlaget Hakon Holm Publishing: https://hakon-holm.dk/udgivelser/sabber-en-original-papirklipper/
Se mange flere billeder i PDF'en: