Vedtægter for H.C. Andersen Samfundet i Odense

Stiftet i Odense den 12. august 1925
Med ændringer af 27. april 1936, 28. november 1962, 19. februar 1983 og 18. april 2023.

§1

Samfundets navn er "H.C. Andersen Samfundet". Dets hjemsted er Odense.

§2

Samfundets formål er

  1. at vække og vedligeholde interessen for H.C. Andersens digtning,
  2. at fremme undersøgelser og studier vedrørende digterens person, liv og værker og
  3. at søge hans minde værnet og hædret, bl.a. ved at støtte museets erhvervelser af anderseniana.

§3

Samfundet søger sine medlemmer både i Danmark og udlandet. Som ordinære medlemmer af samfundet kan optages danske og udlændinge, der ønsker at støtte dets formål. Medlemsbidragets størrelse fastsættes på den årlige generalforsamling.

§4

Udmeldelse af samfundet bør meddeles skriftligt til bestyrelsen før regnskabsårets udløb. Sker udmeldelsen senere, er medlemspligten gældende for det følgende år.

§5

Samfundets regnskabsår er finansåret. Medlemsbidraget opkræves i årets første kvartal. For medlemmer, der indmeldes i årets løb, opkræves bidraget straks efter indmeldelsen.

§6

Samfundet ledes af en bestyrelse på 7 medlemmer, der vælges på samfundets generalforsamling. Bestyrelsesmedlemmerne kan genvælges. Hvorvidt bestyrelsesmedlemmerne ønsker genvalg eller ej, vil oplyses ved udsendelsen af dagsordenen til medlemmerne. I lige år er fire bestyrelsesmedlemmer på valg, i ulige år er tre bestyrelsesmedlemmer på valg.

§7

Bestyrelsen vælger formand og kasserer, og fastsætter selv ordenen for sit arbejde. Til fremme af samfundets formål kan den blandt sine medlemmer nedsætte stående og foreløbige udvalg. Omfanget og ordenen for disses arbejde fastsættes ligeledes af bestyrelsen.

§8

Bestyrelsens medlemmer er ulønnede, men mindre udlæg såsom rejsegodtgørelse eller mødeforplejning, som den samlede bestyrelse kan stå inde for, godtgøres og vil fremgå af årsregnskabet.

§9

Bestyrelsen tilrettelægger samfundets arbejde i overensstemmelse med formålet, som det er udtrykt i vedtægternes § 2. Den må drage omsorg for, at generalforsamlingens beslutninger udføres på lovlig vis, og den har ansvaret for, at samfundets pengemidler forvaltes på betryggende måde: Samfundets medlemmer modtager hvert år årsskriftet "Anderseniana" for medlemskontingentet. Større udgifter så som indkøb eller støtte til museumserhvervelser skal besluttes af bestyrelsen med stemmeflerhed.

§10

Bestyrelsen sammenkaldes til møde af formanden så ofte, denne finder det nødvendigt, eller hvis det begæres af mindst 3 medlemmer.

Indvarslingen foregår mindst 8 dage før mødets afholdelse.

Mindst halvdelen af medlemmerne, heriblandt formanden, skal være til stede, for at et møde kan træffe gyldig beslutning.

Møderne ledes af formanden. Beslutning tages ved stemmeflerhed. Hvis der ved afstemning over et forslag er lige mange stemmer for og imod, betragtes forslaget som forkastet. Hvis ved valg to eller flere medlemmer har fået lige mange stemmer, og ikke alle kan vælges, afgøres valget ved lodtrækning mellem dem, hvis stemmer står lige.

§11

Hvis forholdene tillader det, samles medlemmerne årlig til en sammenkomst omkring 2. april.

Generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af maj måned. Medlemmerne indvarsles skriftligt mindst 14 dage før generalforsamlingen med angivelse af dagsorden samt klokkeslæt og sted for generalforsamlingens afholdelse. Indkaldelsen m.m. offentliggøres samtidig på Samfundets hjemmeside.

Sager, der af medlemmerne ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse. Dagsorden fastsættes af bestyrelsen og skal omfatte:

  1. Beretning om samfundets virksomhed i det forløbne år.
  2. Fremlæggelse af revideret årsregnskab med status.
  3. Forslag til virkeplan og budget for det begyndte år.
  4. Valg af bestyrelse og af et antal suppleanter; valg af to revisorer og suppleant for disse.
  5. Andre sager, der efter forslag af bestyrelsen eller af medlemmer ønskes behandlede.

Generalforsamlingen ledes af en af denne valgt dirigent, der afgør alle spørgsmål om indvarslingens lovlighed, om sagernes behandling, og om afstemningerne, samt attesterer referatet af generalforsamlingen.

Alle sager afgøres ved simpel stemmeflerhed. På forlangende foretages skriftlig afstemning, og valg til bestyrelsen foregår ved håndsoprækning. I tilfælde af stemmelighed forkastes forslaget. Stemmeret har alle ordinære medlemmer. Mod afgivelse af skriftlig fuldmagt kan et medlem lade sig repræsentere af et andet medlem, men intet medlem kan på generalforsamlingen foruden sig selv repræsentere flere end 3 fuldmagtsgivere.

§12

Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, og skal afholdes, når det skriftligt kræves af mindst 50% af medlemmerne. Samtidig med begæringen om en ekstraordinær generalforsamlings afholdelse skal der til formanden indsendes en nøjagtig angivelse af den eller de sager, der ønskes behandlet.

Ekstraordinær generalforsamling sammenkaldes med mindst 14 dages varsel. Afholdes den efter lovlig begæring af medlemmer, skal den indvarsles inden en måned efter, at formanden har modtaget begæringen.

§13

Ændringer i disse vedtægter kan kun foretages, efter at de er behandlede på en ordinær generalforsamling. Til vedtagelse af ændringer kræves et almindeligt flertal af de ved generalforsamlingen tilstedeværende medlemmer.

§14

En eventuel ophævelse af Samfundet besluttes på en ordinær generalforsamling. Hvis en generalforsamling med et flertal af de tilstedeværende medlemmer har vedtaget H.C. Andersen Samfundets opløsning og ophør, vil den straks have at vælge en eller flere likvidatorer, og likvidationens resultat og regnskab forelægges snarest muligt på en afsluttende generalforsamling, der træffer beslutning om anvendelsen af muligt tilstedeværende midler.